Spring til indhold

Wiener Zentralfriedhof

Koordinater: 48°09′03″N 16°26′17″Ø / 48.15072°N 16.43808°Ø / 48.15072; 16.43808
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Karl-Borromäus-Kirche og Präsidentengruft på Wiener Zentralfriedhof

Wiener Zentralfriedhof er den største kirkegård i Østrigs hovedstad Wien og hører med sit areal på næsten 2,5 km² og omkring 3 mio begravelser til de største i Europa. Kirkegården blev åbnet i 1874, og har et stort antal æresgrave samt markante bygværker i jugendstil.

Med kejser Joseph II.'s reformer fra 1784, der førte Habsburg-riget mod oplysningstiden, skete der også reformer i Wiens begravelsesvæsen. Kirkegårdene inden for Wiens forsvarslinje (Linienwall), der i dag udgør Wien Gürtel, måtte opgives, og i stedet skulle anlægges fem kirkegårde udenfor forsvarslinjen: Sankt Marxer Friedhof, Hundsturmer Friedhof, Matzleinsdorfer Friedhof, Währinger Friedhof og Schmelzer Friedhof.

Da befolkningstallet i Wien i midten af det 19. århundrede steg, og dermed også antallet af døde, ville disse kirkegårde i forstæderne ikke være tilstrækkelige. Ydermere havde man i den voksende bys byplanlægning forudsat, at kirkegårdene snart skulle nedlægges. I 1863 besluttede Wiens bystyre så at oprette en centralkirkegård langt uden for byen. Den skulle være så stor, at den så vidt muligt aldrig skulle nå en kapacitetsgrænse. Samtidig ophævede man kirkernes eneret på begravelsessteder, hvormed man banede vejen for, at det offentlige kunne forvalte og finansiere kirkegården.

Ved planlægningen af kirkegården gik man ud fra, at Wiens kraftige vækst ville fortsætte, og den med den daværende kejserriges landemæssige udstrækning med udgangen af det 20. århundrede ville være en metropol med 4 mio indbyggere. Bystyret udpegede en række egnede grunde, men på baggrund af geologiske undersøgelser købte kommunen i 1869 et grundstykke i Kaiserebersdorf og to mindre grundstykker i Simmering – i dag beliggende i Wiener bydelen 11. Bezirk, Simmering. I 1870 blev der udskrevet en arkitektkonkurrence, og anlægget af frankfurter arkitekterne Karl Jonas Mylius og Alfred Friedrich Bluntschli overbeviste juryen, og efter blot 3 års anlægstid (1871 til 1874) var Wiens nye store kirkegård færdig. Men allerede i 1872 måtte man lukke Sankt Marxer Friedhof, og på de øvrige kommunale kirkegårde blev pladsen knap, og derfor måtte man allerede i 1873 benytte et mindre areal på den nye kirkegård som begravelsesplads.

Den konfessionelle konflikt

[redigér | rediger kildetekst]

Allerede i 1863, da Wiens bystyre besluttede at anlægge en ny kirkegård, blev det fastlagt, at den skulle anvendes af alle trosretninger indenfor kristendommen, og der var åbnet mulighed for, at andre trosretning skulle kunne overlades egne afdelinger på Zentralfriedhof. I oktober 1874 understregede bystyret kirkegårdens uafhængighed af trosretninger og en religiøs indvielse af begravelsespladsen blev direkte nægtet.

Da disse budskaber blev negativt modtaget i katolske kredse medførte det tiltagende protester, særligt da det kom frem, at det jødiske trossamfund havde betalt et større pengebeløb for at få en egen afdeling i kirkegårdens vestlige del. Protesterne medførte, at man kunne tillade delvise indvielser uden at det dog måtte medføre indskrænkninger i forhold til bestemte trosretninger. En kirkelig indflydelse på forvaltningen af kirkegården blev dog helt udelukket.

Protesterne fortsatte dog, og kirken fik indgået en aftale med Wiens borgmester Cajetan Felder, og om morgenen den 30. oktober 1874 foretog Kardinal Rauscher i stilhed en indvielse af kirkegården.

Den 1. november 1874 blev kirkegården overgivet til sit formål. På denne dag blev den menige borger Jakob Zelzer fra Josefstadt begravet som den allerførste på kirkegården. Hans grav findes endnu på kirkegården. Endvidere blev 13 andre begravet i en fællesgrav på kirkegården.

Den upopulære nye kirkegård

[redigér | rediger kildetekst]
Kirkegårdsbesøgende på Simmeringer Hauptstraße på vej til Zentralfriedhof ved Allerseelen (2. november) 1903

Kirkegården blev hyppigt kritiseret, og var ikke særlig populær blandt byens borgere, og var derfor også dårlig besøgt. Kirkegården manglede vegetation, og det trak ud med at få opført bygninger på kirkegården. Endvidere var transportmulighederne dårlige, da der endnu ikke var baneforbindelse til kirkegården, der jo var bygget langt uden for den eksisterende by.

Bystyret besluttede i 1881 at gøre kirkegården mere attraktiv ved at etablere et æresgravanlæg på Zentralfriedhof. Ydermere valgte man at overføre de jordiske rester af forskellige prominente personligheder fra andre kirkegårde, bl.a. Ludwig van Beethoven og Franz Schubert fra Währinger Friedhof. I 1910 fik kirkegården endelig en kirke, Karl-Borromäus-Kirche, som skulle være give yderligere tiltrækning af besøgende.

Den lange vej til den sidste hvile

[redigér | rediger kildetekst]

Et andet problem, som bystyret havde at kæmpe med, var den lange ligtransport. Med hundreder af døde hver uge, var Simmeringer Hauptstraße præget af lange begravelsesoptog, som dengang foregik med hestevogn. Det var ikke til befolkningens udelte begejstring hver dag at få denne konfrontation med døden.

Man arbejdede længe med forskellige forslag og løsninger for at ændre ligtransporterne, og der var forslag fremme om at etablere en baneforbindelse til kirkegården, hvor ligene kunne samles i en hal inden de kørtes til graven.

Men hestetransporterne fortsatte til 1918, hvorefter man benyttede den ved århundredeskiftet anlagte elektriske sporvogn til formålet, og fra 1925 blev der for første gang indsat en motoriseret rustvogn.

Kirkegården i skyggen af det tredje rige

[redigér | rediger kildetekst]

Naziregimet og 2. verdenskrig gik ikke sporløst hen over Wiener Zentralfridhof. På grund af pogromet mod den jødiske befolkning blev ceremonihallen på den gamle jødiske kirkegård sprængt af nationalsocialister den 9. november 1938, og adskillige gravsteder på såvel den nye som den gamle jødiske kirkegård blev ødelagt og skændet.

Fra 1938 til 1945 blev hundreder af modstandskæmpere henrettet, og de blev lagt i fællesgrave på Zentralfriedhof. Pårørende fik ingen information om tid og sted for begravelsen, da begravelsesforvaltningen fik strenge ordrer fra retten om ikke at give disse oplysninger videre. Begravelserne fandt sted på et lukket område og under overvågning af politiet. Nogle år efter krigen blev de henrettedes gravsteder i gruppe 40 på kirkegården fredet og gjort til mindesmærke af Wiens bystyre.

I forbindelse med kampene i Wien i april 1945 kom det til heftig skudveksling mellem Den Røde Hær og tyske hærenheder. De største skader skete dog nogle måneder før ved luftangreb, hvilket bl.a. skyldtes, at der i omegnen af kirkegården var flere betydende industribygninger.

Kuplen på Karl-Borromäus-Kirche blev ødelagt af en brandbombe, men selv om genopbygningen af kirkegården blev påbegyndt kort efter krigen blev kuplen først retableret i 1950'erne, og så langt op som til 1990'erne restaurerede man fortsat beskadigede jødiske grave på den gamle jødiske kirkegård. Her ligger også et stykke brakjord. Det var her den sprængte ceremonihal lå.

Over for mindesmærket for de henrettede modstandskæmpere i gruppe 40 ligger det fælles gravsted for de over 400 bombeofre fra årene 1944 og 1945. Endvidere findes der andre mindesmærker og krigsgrave på Zentralfriedhof til minde om de talrige ofre for nazismen under 2. verdenskrig.

Zentralfriedhof i dag

[redigér | rediger kildetekst]
Zentralfriedhof med katolske gravsteder

I modsætning til kejser Joseph II.'s enkle begravelsesprincip forsøgte borgerskabet i slutningen af det 19. århundrede – i stil med adelstanden – at iscenesætte store sørgefester og begravelser. Disse store begravelser kendes endnu i dag ved særlige lejligheder, f.eks. ved statsbegravelser af politikere eller kendte personligheder, hvor Wiens borgere deltager for at vise den sidste ære. F.eks. når en forbundspræsident bisættes, så er vejen fra hovedporten til præsidentgravkammeret, der i forvejen er flankeret af de mange æresgrave, skueplads for sørgeoptog. Også i moderne kultur spiller disse sørgeoptog en rolle, f.eks. da popsangeren Falco blev begravet på Wiener Zentralfriedhof i 1998 blev han ledsaget af tusinder af mennesker, der fulgte ham til graven.

Forvaltningen af kirkegården sker fra Wiens Magistratsafdeling 43, hvorunder også det kommunale kirkegårdsgartneri og stenhuggeri hører.

Zentralfriedhof er i løbet af sin historie blev udvidet syv gange (senest i 1921), og den indeholder omkring 330.000 gravsteder (2006) med omkring tre millioner afdøde. Ved åbningen var kirkegården den største i Europa, og dens nuværende areal på 2,5 km² overgås i øjeblikket kun af den 4 km² store kirkegård Friedhof Ohlsdorf i Hamburg i Tyskland.

En af de seneste fornyelser på kirkegården er den af arkitekt Christof Riccabona tegnede "Park for ro og kraft", der åbnede i 1999. Det er en geomantisk landskabspark, der er underopdelt i fem udtryksmæssigt forskellige områder og skal indbyde til åndelig og fysisk afspænding og eftertanke.

Placering og infrastruktur

[redigér | rediger kildetekst]
Hovedport ("2. port")

Wiener Zentralfriedhof ligger – i modsætning til sit navn – i den sydøstlige udkant af Wien i bydelen Simmering, hvilket under anlægget af kirkegården slet ikke var en del af byen Wien. Kirkegården er imidlertid et vigtigt og benyttet begravelsessted i byen, ikke mindst fordi begravelser her er billigere end andre kirkegårde i byen.

Simmeringer Hauptstraße, der er Simmerings vigtigste hovedfærdselsåre, fører direkte til Zentralfriedhof. Selvom kirkegården ligger mellem den stærkt befærdede gade og en S-togsstrækning, så er de fleste arealer på kirkegården forskånet for trafikstøj.

Den interne buslinje på Wiener Zentralfriedhof

På grund af kirkegårdens størrelse har den forholdsvis store og lange veje, og disse kan befærdes med privatbil mod et gebyr. Siden 1971 har kirkegården haft egen buslinje internt på kirkegården. Årligt benytter omkring 60.000 personer buslinjen, der befærdes af det private busselskab Dr. Richard. Buslinjen indgår i det øvrige trafiksamarbejde i Verkehrsverbund Ost-Region og bærer linjenummer 106.

Trafikforbindelse til kirkegården opnås med sporvognslinje 71, der udgår fra Schwarzenbergplatz direkte til kirkegården.

Indtil 1901 førte en hestetrukken bane til kirkegården men blev derefter erstattet af den elektriske sporvogn, der allerede den gang fik linje nummer 71. I 1918 begyndte man at indføre sær-sporvogne med ligtransporter til kirkegården. Årsagen var primært mangel på heste efter krigen og mange døde som følge af Den spanske syge. Wienerne fandt imidlertid ikke transportformen passende for en begravelse og i mellemkrigstiden blev transporterne atter indstillet. Under 2 verdenskrig genoptog man transportformen, og i 1942 rådede Wiens sporvogne over 3 ligtransportvogne. Efter krigen indstillede man igen transportformen.

U-bane linje U3 ender omkring 2 kilometer fra kirkegården, men en forlængelse af U-banen er planlagt.

Udvikling af trosretningernes afdelinger

[redigér | rediger kildetekst]

Wiener Zentralfriedhof består i sin nutidige form af "hovedkirkegården" tilegnet alle trosretninger, samt af en række forskellige afdelinger tilegnet forskellige trosretninger.

Den overvejende del af hovedkirkegården består af katolske grave. Derudover findes der afdelinger for følgende trosretninger:

Selvom kirkegården er udvidet nogle gange, så er hovedkirkegården langt den største. Mens den protestantiske og den nye jødiske begravelsesplads er rumligt adskilt fra den resterende kirkegård og er tilgængelig gennem egne porte udefra, så fremstår de små ortodokse og islamiske afdelinger og den buddhistiske begravelsesplads som enklaver i hovedkirkegården.

Gamle og nye jødiske begravelsesplads

[redigér | rediger kildetekst]
Gravsted på den gamle jødiske begravelsesplads

Som det første trossamfund anlagdes den jødiske begravelsesplads i 1879 i den vestlige del af Zentralfriedhof. Men allerede i 1916 var pladsen fuldt udnyttet, og der blev opført en ny jødisk begravelsesplads. I 1945 ramte et luftangreb ved en fejl den gamle jødiske begravelsesplads, hvilket medførte svære skader, og at omkring 3000 gravsteder blev ødelagt. Afdelingen forfaldt på grund af manglende renovering, men en forening stiftet i 1991 foranledigede en restaurering af gravstederne. Den gamle jødiske afdeling, hvor bl.a. Arthur Schnitzler, Friedrich Torberg, Gerhard Bronner og Viktor Frankl er begravet og den nye jødiske afdeling, hvor bl.a. Otto Soyka er begravet, er langt den største af trossamfundene på Zentralfriedhof.

Ortodokse afdelinger

[redigér | rediger kildetekst]
Den russisk-ortodokse kirke

Den 9. maj 1895 blev kirkegårdskirken til den hellige Lazarus i den nyanlagte russisk-ortodokse afdeling indviet. Der findes følgende ortodokse afdelinger i Wiener Zentralfriedhof:

Protestantisk kirkegård

[redigér | rediger kildetekst]

Det kristen-protestantiske samfund i Wien havde allerede fra 1858, før anlæggelsen af Wiener Zentralfriedhof, en selvstændig kirkegård i den daværende wiener bydel Matzleinsdorf. Efter åbningen af Zentralfriedhof var kirkegården truet af lukning, og Wiens bystyre afslog at lade kirkegården udvide. Eneste udvej var således at anlægge en ny selvstændig kirkegård et andet sted. I slutningen af det 19. århundrede købte det protestantiske samfund et 6 hektar stort areal på østsiden af Zentralfriedhof, som derefter blev til den evangeliske kirkegård Friedhof Simmering.

Kirkegården blev åbnet og indviet i 1904. Den hører ikke under Wiens byforvaltning men er en selvstændig kirkegård forvaltet af det protestantiske samfund.

Islamiske afdelinger

[redigér | rediger kildetekst]

Siden slutningen af det 19. århundrede er muslimer blevet begravet på Wiener Zentralfriedhof. I midten af 1970'erne blev den første muslimske afdeling oprettet og senere fulgte endnu en muslimsk afdeling samt en islamisk-ægyptisk afdeling. Gravene er – uafhængig af forløbet af veje og stier – som foreskrevet i koranen rettet i bederetning Qibla. Da disse afdelinger snart når kapacitetsgrænsen har det islamiske trossamfund i Wien siden 2001 været sikret en egen islamisk begravelsesplads i Liesing.

Indgangspartiet og Stupa på den buddhistiske begravelsesplads

Buddhistisk begravelsesplads

[redigér | rediger kildetekst]

Siden 2005 findes der også en buddhistisk afdeling på Zentralfriedhof. Den blev indviet under stor medieinteresse, med en ceremoni, hvor munke med sutra-tekster befølte det i centrum af begravelsespladsen beliggende sakralbyggeri, stupa. Gravpladsen er tegnet af arktitekten Christof Riccbona, der også har tegnet parkanlægget "Park for ro og kraft" i Zentralfriedhof.

Præsidentgrave og statsbegravelse

[redigér | rediger kildetekst]

Umiddelbart foran Karl-Borromäus-Kirche ligger præsident-gravkammeret (Präsidentengruft), hvor den Anden Republiks præsidenter siden 1951 er blevet bisat med ære. Siden juni 2007 er følgende præsidenter bisat her:

Navn Livsperiode Regeringstid
Karl Renner 1870–1950 1945–1950
Theodor Körner 1873–1957 1951–1957
Adolf Schärf 1890–1965 1957–1965
Franz Jonas 1899–1974 1965–1974
Rudolf Kirchschläger 1915–2000 1974–1986
Thomas Klestil 1932–2004 1992–2004
Kurt Waldheim 1918–2007 1986–1992
Präsidentengruft

Det meget flade byggeri, der blev opført i 1951, og det derigennem ikke særlig prangende udtryk skyldes arkitekternes ønske om ikke at påvirke indkigget mod Karl-Borromäus-Kirche. Da gravkammeret oprindelig kun var tiltænkt den i 1950 afdøde Karl Renner står hans navn på en stensarkofag midt på det runde anlæg. Navnene på de øvrige bisatte præsidenter står på en mindetavle og på siden af anlægget ved præsidenternes kister. Forbundspræsidenternes ægtefæller kan også bisættes i gravkammeret. Præsidenthustruerne Hilda Schärf, Aloisia Renner og Margarethe Jonas er stedt til hvile ved siden af deres ægtemænd.

Statsbegravelser og såkaldte statslige begravelser organiseres og betales af forbundsrepublikken og er forbeholdt forbundspræsidenter, forbundskanslere og nationalrådspræsident. Hvis en af disse personer dør under embedet, får de en statsbegravelse. I modsat fald får de en statslig begravelse. Indtil videre har Karl Renner, Theodor Körner, Adolf Schärf, Franz Jonas og Thomas Klestil, der alle døde mens de sad i embedet, fået æren af en statsbegravelse. Statslige begravelser er givet til Rudolf Kirchschläger og Kurt Waldheim. Ligeledes har forbundskanslerne Leopold Figl, Julius Raab, Alfons Gorbach, Bruno Kreisky og Fred Sinowatz fået en statslig begravelse. Josef Klaus er dog i overensstemmelse med sit testamente begravet sammen med sin nærmeste familie.

Æresgrave og hædersgrave

[redigér | rediger kildetekst]
Æresgrave på Wiener Zentralfriedhof
Plan over Zentralfriedhof med indtegnede æregravgrupper
Ludwig van Beethoven
Johannes Brahms
Carl Ritter von Ghega
W. A. Mozart gravmindesmærke

Da man i 1885 påbegyndte indretningen af de første æresgrave ønskede man med samling af disse grave med prominente afdøde at hæve attraktionen af kirkegården. Siden 1954 har der ved siden af æresgravgruppen også været en kategori af grave etableret for ærens skyld (honoris causa), dvs. personer der ikke regnes for at have gjort en så stor en samfundsmæssig indsats at det berettiger til en en egentlig æregrav, men at man under en anden form ønsker at hædre personerne. Der er for tiden (2009) omkring 250 æresgrave og over 600 hædersgrave.

Den af turister mest besøgte grav, Wolfgang Amadeus Mozarts grav, er imidlertid kun et gravmindesmærke, da hans menneskelige rester findes på Sankt Marxer Friedhof, hvor han blev lagt i en massegrav.

Hædersgravene i gruppe 40 på kirkegården indeholder mest grave for personer døde efter 1960. Den mest besøgte grav i denne gruppe er den i 1998 afdøde popmusiker Falco.

Æresgrave (udvalg)

[redigér | rediger kildetekst]
Navn Livsperiode Beskæftigelse
Ludwig Anzengruber 1839–1889 Forfatter
Ludwig van Beethoven 1770–1827 Komponist
Max (Maxi) Böhm 1916–1982 Skuespiller
Ludwig Boltzmann 1844–1906 Matematiker und fysiker
Johannes Brahms 1833–1897 Komponist
Gerhard Bronner 1922–2007 Kabarettist og musiker
Karl Farkas 1893–1971 Skuespiller og kabarettist
Peter Fendi 1796–1842 Maler og Litograf
Leopold Figl 1902–1965 Politiker
Carl Ritter von Ghega 1802–1860 Ingeniør, Byggede Semmeringbahn
Christoph Willibald Gluck 1714–1787 Komponist
Theophil von Hansen 1813–1891 Arkitekt
Carl Freiherr von Hasenauer 1833–1894 Arkitekt
Josef Hoffmann 1870–1956 Arkitekt og designer
Paul Hörbiger 1894–1981 Skuespiller
Ernst Jandl 1925–2000 Forfatter
Curd Jürgens 1915–1982 Skuespiller
Bruno Kreisky 1911–1990 Politiker
György Ligeti 1923–2006 Komponist
Theo Lingen 1903–1978 Skuespiller
Adolf Loos 1870–1933 Arkitekt
Siegfried Marcus 1831–1898 Automobilpioner
Hans Moser 1880–1964 Skuespiller
Alois Negrelli 1799–1858 Ingeniør, planlagde Suezkanalen
Johann Nestroy 1801–1862 Skuespiller og dramatiker
Peter von Nobile 1774–1854 Arkitekt
Eduard van der Nüll 1812–1868 Arkitekt (Wiener Staatsoper)
Ida Pfeiffer 1797–1858 Rejseforfatter
Marcel Prawy 1911–2003 Dramaturg og operakritiker
Helmut Qualtinger 1928–1986 Skuespiller og kabarettist
Julius Raab 1891–1964 Politiker
Erwin Ringel 1921–1994 Læge og psykolog
Antonio Salieri 1750–1825 Komponist
Emil Jakob Schindler 1842–1892 Maler
Friedrich von Schmidt 1825–1891 Arkitekt (Wiens rådhus)
Arnold Schönberg 1874–1951 Komponist, Grundlæggeren af tolvtonemusik
Franz Schubert 1797–1828 Komponist
Albin Skoda 1909–1961 Skuespiller
Robert Stolz 1880–1975 Komponist
Johann Strauss den ældre 1804–1849 Komponist
Johann Strauss den yngre 1825–1899 Komponist
Franz von Suppé 1819–1895 Komponist
Karl Waldbrunner 1906–1980 Politiker
Hans Weigel 1908–1991 Forfatter
Max Weiler 1910–2001 Maler
Franz Werfel 1890–1945 Forfatter
Hugo Wiener 1904–1993 Komponist og forfatter
Anton Wildgans 1881–1932 Digter
Hugo Wolf 1860–1903 Komponist
Fritz Wotruba 1907–1975 Billedhugger
Joe Zawinul 1932–2007 Jazz-pianist, keyboarder, komponist og Bandleader
Helmut Zilk 1927–2008 Politiker

Hædersgrave (udvalg)

[redigér | rediger kildetekst]
Falco
Fatty George
Matthias Sindelar
Friedrich Torberg
Navn Livsperiode Beskæftigelse
Victor Adler 1852–1918 Politiker
Jean Améry 1912–1978 Forfatter
Franz Antel 1913–2007 Filmregissør, producent og forfatter
Ludwig Bösendorfer 1835–1919 Klavebygger
Elfi von Dassanowsky 1924–2007 Sangerinde, pianistinde og producer
Franz (Ferry) Dusika 1908–1984 Cykkelrytter
Falco (Johann Hölzel) 1957–1998 Popmusiker
Fatty George 1927–1982 Jazzmusiker
Alexander Girardi 1850–1918 Skuespiller
Ludwig Gottsleben 1836–1911 Forfatter og skuespiller
Hans-Peter Heinzl 1942–1996 Skuespiller og kabarettist
Joachim Kemmer 1939–2000 Skuespiller og kabarettist
Ludwig von Köchel 1800–1877 Musikskribent, Udgiver af Köchelverzeichnis
Karl Kraus 1874–1936 Forfatter
Josef Kriehuber 1800–1876 Maler og Litograf
Carl Kundmann 1838–1919 Billedhugger
Hermann Leopoldi 1888–1959 Komponist und kabarettist
Paul Löwinger 1904–1988 Skuespiller
Karl Lueger 1844–1910 Politiker
Carl Merz 1906–1979 Kabarettist og forfatter
Friedrich Ohmann 1858–1927 Arkitekt
Hans Pemmer 1886–1972 Lærer og hjemstavnsforsker
Annie Rosar 1888–1963 Skuespillerinde
Karl Seitz 1869–1950 Politiker
Matthias Sindelar 1903–1939 Fodboldspiller
Erich Sokol 1933–2003 Illustrator og karikaturtegner
Franz Stoß 1909–1995 Skuespiller og teaterleder
Friedrich Torberg 1908–1979 Forfatter
Ernst Waldbrunn 1907–1977 Skuespiller og kabarettist
Peter Wehle 1914–1986 Komponist, Forfatter og kabarettist
Carl Zeller 1842–1898 Komponist
Helmut Zenker 1949–2003 Forfatter og drejebogsforfatter
  • Werner T. Bauer: Wiener Friedhofsführer. Genaue Beschreibung sämtlicher Begräbnisstätten nebst einer Geschichte des Wiener Bestattungswesens. Falter Verlag, Wien 2004, ISBN 3-85439-335-0
  • Robert S. Budig, Gertrude Enderle-Burcel, Peter Enderle: Wiener Zentralfriedhof. Ehrengräber auf dem Städtischen Friedhof. Compress Verl., Wien 1995, Norbert Jakob Schmidt Verlagsges. mbH, Wien 2006. ISBN 3-900607-26-5
  • Christopher Dietz: Die berühmten Gräber Wiens. Falco, Klimt, Kraus, Moser, Mozart, Qualtinger, Schiele, Schubert, Strauß u.v.a. Fotos von Wolfgang Ilgner, Sigrid Riedl-Hoffmann und Frank Thinius. Perlen-Reihe, Wien-München 2000, ISBN 3-85223-452-2
  • Hans Havelka: Der Wiener Zentralfriedhof. J & V Edition, Wien 1989, ISBN 3-85058-030-X
  • Hans Pemmer: Der Wiener Zentralfriedhof. Seine Geschichte und seine Denkmäler. Österreichischer Schulbücherverlag, Wien 1924.
  • Patricia Steines: Hunderttausend Steine. Grabstellen großer Österreicher jüdischer Konfession auf dem Wiener Zentralfriedhof – Tor I und Tor IV. Falter Verlag, Wien 1993, ISBN 3-85439-093-9
  • Sepp Tatzel: Wien stirbt anders. Ibera Verlag, Wien 2002, ISBN 3-85052-146-X
  • Dochweiler, Annette. Turen går til Wien (17. udgave, 2. oplag). København: Politikens Forlag, 2004. ISBN 87-567-6400-6

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

48°09′03″N 16°26′17″Ø / 48.15072°N 16.43808°Ø / 48.15072; 16.43808